Vedtægter & Regler

Foreningens vedtægter, ordensregler, forretningsorden og lokalplan.

Dokumenter

Vedtægter (2024)

Foreningens formelle vedtægter.

Hent PDF →

Ordensregler (dansk, engelsk, tysk)

Ordensreglerne på alle tre sprog i ét dokument. Ordnungsregeln auf Deutsch, rules in English.

Hent PDF →

Lokalplan 41-008

Silkeborg Kommunes lokalplan for Vesterlund (åbner i Silkeborgs plansystem).

Åbn →

Bestyrelsens forretningsorden

Bestyrelsens gældende forretningsorden.

Gå til Bestyrelsen →

Eksterne links

Ordensregler

Ordensregler for ejere, lejere samt lånere

Vesterlund er omfattet af lokalplan 41-008, som indeholder bestemmelser vedr. bebyggelse, beplantning, fældning mv., der altid skal overholdes. Herudover gælder følgende ordensregler:

  • Vesterlund er et sommerhusområde, hvor der ikke må drives nogen form for erhvervsvirksomhed.
  • Om muligt bør støjende aktiviteter som fx træfældning ske på hverdage eller uden for sommersæsonen.
  • Alle er forpligtede til at bevare Vesterlund som et roligt, rekreativt område. Undlad venligst støjende adfærd, også på egen parcel. Vis hensyn og orienter naboer ved større gæstebud.
  • Overhold fartgrænsen på max 30 km/t på Vesterlundvej og ringvejen. NB: Hvis vejene pga. vejrliget er i dårlig stand, kan der være behov for at køre betydeligt langsommere end 30 km/t.
  • Det er tilladt at afbrænde grenaffald o.lign. på Skt. Hans aften. Alle andre dage er det ikke tilladt, uanset bålets størrelse. Det er dog tilladt at tænde små bål til snobrødsbagning, grill o.lign. under overholdelse af afstandsreglerne.
  • Det er forbudt at affyre fyrværkeri.
  • Undlad at smide tændstikker, cigaretskod, papir og andet affald i området.
  • Sten, kvas og afskårne grene må ikke anvendes som skel til naboer.
  • Løse hunde må ikke færdes uden for egen parcel, ligesom hunde ikke må bade ved de to badesteder.
  • Sejlads med motor, bortset fra elmotor, på Thorsø er ikke tilladt.
  • Fiskeri i Thorsø kræver fiskekort fra Silkeborg Fiskeriforening samt Statens Fisketegn (personer under 15 eller over 65 år behøver ikke det statslige fisketegn).
  • Hvis man ejer en båd ved Thorsø, skal den være påført husnummer. Det samme gælder broer.
  • Ethvert medlem er ansvarlig for, at husstand, gæster og lejere overholder ordensreglerne for området.

Ordensregler på engelsk og tysk

Ordensreglerne findes samlet på dansk, engelsk og tysk i ét dokument. Del det gerne med lejere og gæster.

The rules of conduct are also available in English. Die Ordnungsregeln liegen auch auf Deutsch vor.

Hent ordensregler på dansk, engelsk og tysk (PDF) →

Vedtægter

Vedtaget på foreningens ordinære generalforsamling den 21. juli 2024. Hent som PDF →

§ 1. Navn og formål

  1. Foreningens navn er Vesterlund Grundejerforening.
  2. Foreningens hjemsted er Silkeborg Kommune.
  3. Foreningens formål er at varetage medlemmernes fælles interesser som ejere af parceller inden for Vesterlunds område, ved indadtil at vedligeholde fælles veje, stier, grunde og badesteder under videst mulig hensyntagen til bevarelse af Vesterlunds natur. Udadtil samarbejdes med myndigheder om forhold vedrørende gældende lovgivning og forordninger.

§ 2. Medlemmer

  1. For hver parcel under Vesterlunds område oprettes der ét medlemsforhold. Der kan kun være ét medlemsforhold, uanset at der måtte være flere skødehavere. Et medlem kan eje flere parceller og har i så fald et medlems fulde rettigheder og forpligtelser for hver parcel.
  2. Antallet af parceller skal altid være lig med det oprindelige antal parceller plus udstykningen af Højborg.
  3. En parcel kan ikke udstykkes. Arealoverførsel kan finde sted, dog kun således, at en parcel er min. 2500 m².
  4. Et medlem betaler ved sin indtræden et indskud, som ikke tilbagebetales. Der skal betales indskud for hver parcel, uanset om man er medlem i forvejen. Der betales ikke indskud ved overdragelse til familie i lige linje op og ned eller mellem søskende, eller hvis en parthaver i en parcel overtager hele parcellen. I tilfælde af et medlems konkurs indtræder konkursboet i medlemsforholdet uden indskud. Afgår et medlem ved døden, indtræder dødsboet som medlem uden indskud.
  5. Indskud og kontingent fastsættes på den ordinære generalforsamling og gælder for det regnskabsår, hvori generalforsamlingen afholdes. Kontingent betales helårligt hver den 1. september i henhold til opkrævning udsendt fra bestyrelsen. Ved for sen indbetaling er bestyrelsen bemyndiget til at pålægge rykkergebyr samt at lade restancer inddrive ved retslig inkasso.
  6. Udtrædelse af foreningen kan kun ske, når rettigheder og forpligtelser overdrages til en af bestyrelsen godkendt køber. Skøde på en parcel kan ikke tinglyses, før bestyrelsens forretningsudvalg har givet godkendelsespåtegning.

§ 3. Generalforsamling

  1. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed og indkaldes skriftligt med mindst 14 og højst 28 dages varsel.
  2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år den tredje søndag i juli måned.
  3. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når bestyrelsen finder det hensigtsmæssigt, eller når mindst 25 % af medlemmerne fremsætter skriftlig begæring herom overfor foreningens bestyrelse, med angivelse af emne(r), som ønskes behandlet. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen med 14 dages skriftligt varsel senest 14 dage efter begæringens modtagelse.
  4. Forslag fra medlemmerne til behandling på den ordinære generalforsamling skal være indgivet skriftligt til bestyrelsen senest 30 dage før generalforsamlingen.
  5. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte: 1) Valg af dirigent, 2) Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed, 3) Fremlæggelse af årsregnskab med revisorpåtegning, 4) Behandling af forslag fra bestyrelsen og/eller medlemmerne, 5) Fastlæggelse af indskud og kontingent for indeværende år, 6) Fremlæggelse af budget for indeværende år, 7) Behandling af indkomne klager over bestyrelsens påbud, 8) Valg af medlemmer til bestyrelsen og 2 suppleanter, 9) Valg af 2 revisorer og revisorsuppleant, 10) Eventuelt.
  6. På generalforsamlingen giver hvert gyldigt medlemskab én stemme.
  7. På generalforsamlingen kan der afgives stemme ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem. Hver parcel kan højst repræsentere 2 fuldmagter, og dermed afgive 3 stemmer. For umyndige kan værge eller kurator møde, deltage i forhandlingerne og afgive stemme. Medlemmer, der er i restance til foreningen, har ikke stemmeret på generalforsamlingen. Eventuelle fuldmagter afleveres ved generalforsamlingens begyndelse til den valgte dirigent til godkendelse.
  8. Generalforsamlingen vælger en dirigent, der leder forhandlingerne og afgør alle spørgsmål om generalforsamlingens lovlighed, sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen.
  9. Alle beslutninger på generalforsamlingen vedtages med simpel stemmeflerhed bortset fra beslutninger vedr. vedtægter jf. § 3.10.
  10. Til vedtagelse af beslutninger om ændringer af foreningens vedtægter eller foreningens opløsning kræves dog, at 1/2 af foreningens medlemmer er repræsenteret på generalforsamlingen, og at forslaget vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer. Er der ikke på generalforsamlingen repræsenteret 1/2 af medlemmerne, men forslaget er vedtaget med 1/2 af de stemmeberettigede deltagere, kan forslaget genfremsættes på en ekstraordinær generalforsamling, hvor forslaget kan vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer uden hensyn til antal repræsenterede medlemmer.
  11. Alle afstemninger om personvalg foregår skriftligt, medmindre forsamlingen efter dirigentens forslag enstemmigt frafalder dette. Alle øvrige afstemninger foregår skriftligt, såfremt blot et medlem begærer dette.

§ 4. Bestyrelse og forretningsudvalg

  1. Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling. Medlemmer af bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen. På lige årstal vælges 2 bestyrelsesmedlemmer og på ulige årstal vælges 3 bestyrelsesmedlemmer. Hvert år vælges tillige 2 bestyrelsessuppleanter. Genvalg kan finde sted.
  2. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, kasserer og næstformand/sekretær, som samtidig udgør foreningens forretningsudvalg, samt 2 menige bestyrelsesmedlemmer. Forretningsudvalget varetager den daglige ledelse af foreningen med ansvar overfor den øvrige bestyrelse og generalforsamlingen, i overensstemmelse med foreningens formål. Bestyrelsen er loyal overfor sommerhusloven og lokalplanen, men overlader til rette myndighed at gribe ind over for medlemmers overtrædelse af disse. Forretningsudvalget tegner foreningen med retsvirkning, dog kræves generalforsamlingens godkendelse til afhændelse af foreningens ejendom samt til stiftelse af gæld.
  3. Bestyrelsesmøde afholdes så ofte, formanden finder det fornødent, eller når begæring fremsættes af 2 bestyrelsesmedlemmer.
  4. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 af dens medlemmer er til stede.
  5. Beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
  6. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, som skal være tilgængelig for foreningens medlemmer.
  7. Bestyrelsen er ansvarlig for at føre et komplet kartotek over medlemmernes navne og adresser. Indkaldelser til generalforsamlinger og andre skriftlige meddelelser fremsendes til kartotekets adresser. Medlemmerne er selv ansvarlige for at meddele adresseændringer til bestyrelsen.
  8. Bestyrelsen kan nedsætte ad hoc-udvalg til løsning af specifikke opgaver i forbindelse med arrangementer eller aktiviteter.
  9. Der skrives referater fra bestyrelsesmøder og generalforsamlinger. Disse er tilgængelige for medlemmerne. Referat af generalforsamlingsdrøftelser og beslutninger underskrives af forretningsudvalget og dirigenten og udsendes til medlemmerne. Vesterlund Grundejerforenings hjemmeside og elektronisk post er godkendte kommunikationsformer.

§ 5. Regnskab og revision

  1. Foreningens regnskabsår er 1. maj til 30. april.
  2. Kassereren skal føre regnskab over foreningens løbende aktiviteter samt ved regnskabsårets slutning den 30. april udarbejde årsregnskab. Regnskabet skal give et retvisende billede af foreningens aktiver og passiver, dets økonomiske stilling samt resultat.
  3. Årsregnskabet revideres af 2 revisorer valgt på generalforsamlingen, den ene af disse skal være regnskabskyndig. Genvalg kan finde sted.
  4. Årsregnskabet skal af kassereren fremlægges til revisorerne så betids, at det med revisorernes bemærkninger og påtegning kan udsendes til medlemmerne sammen med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling.
  5. Foreningens formue ejes af medlemmerne i forhold til parcellerne, og gælden tilsvares i samme forhold. Et udtrædende medlem har intet krav på foreningens midler.

§ 6. Regler og forordninger vedrørende Vesterlund

  1. Vesterlunds område er reguleret af den til enhver tid gældende lokalplan for området.
  2. Adgangen til at opføre nye eller renovere eksisterende broer ved Thorsø reguleres af Silkeborg Kommune, som også fastlægger retningslinjer for broernes størrelse mv. Grundejerforeningens bestyrelse skal høres og godkende, inden der eventuelt opføres nye broer, eller hvis en eksisterende bros størrelse eller udseende ændres væsentligt.
  3. Bestyrelsen udfærdiger og vedligeholder ordensregler til brug for medlemmer, deres gæster og lejere. Ordensreglerne følger gældende love og bestemmelser for området og revideres i henhold til disse. Bestyrelsen drager omsorg for, at gældende ordensregler er ajourført på Vesterlund Grundejerforenings hjemmeside samt at væsentlige ændringer bekendtgøres for medlemmerne.
  4. Eventuelle klager over bestyrelsens påbud kan indankes for den førstkommende generalforsamling, der træffer endelig afgørelse. Sådanne klager fremsættes skriftligt til foreningens formand senest 30 dage før generalforsamlingens afholdelse. Medlemmet er dog forpligtet til at rette sig efter de givne påbud, indtil generalforsamlingen evt. træffer anden beslutning.

Således vedtaget på foreningens ordinære generalforsamling den 21. juli 2024.

Referater fra møder og generalforsamlinger

Bestyrelsen offentliggør referater fra alle bestyrelsesmøder og generalforsamlinger. Her vises de seneste fem år, nyeste øverst. Ældre referater kan rekvireres hos bestyrelsen.